Musikken

Musikken:

I Doppler Duo brænder vi for at dele og formidle musikoplevelser, og der er ikke grænser for, hvilken musik vi kaster os over, og hvilke blokfløjter og tangenter vi spiller på. Vi har spillet en lang række koncerter over hele Danmark samt i Sverige med et bredt repertoire med alt fra den tidlige barokmusik over nordisk lyrik til argentinsk tango, minimalistiske toner og nye danske værker.


Vi spiller nogle af de mest medrivende værker fra barokken med alt fra virtuose koncerter af Antonio Vivaldi og Johann Friedrich Fasch, hvor orglet agerer et barokorkester for fuld udblæsning med blokfløjten i toppen i kapløb med de hurtige noder, over de mest fantastiske sonater af bl.a. Johann Sebastian Bach til de kendteste toner såsom Johann Pachelbels berømte kanon.


Et særligt fokusområde er også at få udvidet repertoiret af ny musik for blokfløjte og orgel, og det har ført til flere spritnye værker skrevet specielt til Doppler Duo. Med særlig tilladelse fra Annisette Koppel har vi fået Thomas Koppels store symfoniske værk, Moonchild’s Dream, transskriberet til blokfløjte og orgel.
I 2024 udkom albummet "Danish Concertos for recorder and organ" på pladeselskabet Svitzer Music med verdenspremiereindspilninger af fire store danske værker og transskriptioner for blokfløjte og orgel af komponisterne Thomas Koppel, Martin Lohse, Thomas Clausen og Lars Kristian Hansen. CD’en kan købes ved direkte henvendelse til os, og fra 19. april 2024 kan musikken også streames på alle online platforme.


I 2025 er vi af pladeselskabet Svitzer Music blevet engageret til at premiereindspille seks neoklassiske suiter af den tyske komponist Hartwig Riedl. 


Vi sætter altid en ære i at supplere musikken med gode historier, som giver publikum en forståelse for musikken og fører dem direkte ind i hjertet af al den fantastiske musik, som vi holder meget af at præsentere ved vores koncerter.